9 smukke stenbedsplanter: Anlægsgartnerens favoritter
Af Niels Kristian Legind
Ejer og direktør
Et velanlagt stenbed er karakteriseret ved en flot kontrast mellem rustikke natursten og stenbedsplanter med flotte udformninger og farverige blomster. Stenbed kaldes også for alpinbed, da denne type bed er udbredt i bjergrige områder.
De bedst egnede planter til stedbede er farverige med teksturer og former, der kan skabe smukke kompositioner i haven.
I dette indlæg får du vores bud på de 9 bedste stenbedsplanter, der virkelig kan pryde dit stenbed – og tage din haveindretning til næste niveau.
De 2 bedste hårdføre stenbedsplanter
1: Kinesisk sankthansurt
Kinesisk sankthansurt er en formidabel staude med flere gode egenskaber. Udover at være fuldt hårdfør og have smukke rosarøde blomsterskærme har den kinesiske sankthansurt også en høj nektarværdi. Derfor er det en insektvenlig staude, der tiltrækker nyttige insekter som sommerfugle og bier.
Hvis du vil optimere biodiversiteten i din have, er den kinesiske sankthansurt et oplagt valg, når du skal vælge stenbedsplanter.
Den kinesiske sankthansurt har tykke grågrønne blade, som kan indeholde store mængder vand og derfor er tolerant over for periodisk tørke. Det grågrønne løv på den kinesiske sankthansurt står smukt i kontrast til sankthansurtens halvskærme, der blomstrer i rosarøde farver fra august til oktober.
Den kinesiske sankthansurt bør udplantes i alm. jord med en placering i sol til halvskygge. Når disse vækstbetingelser er opfyldt, bliver den kinesiske sankthansurt 30-50 cm høj. Det gør den velegnet som stenbedsplante eller som staude til krukker.
2: Lavendel
Lavendel er en klassiker i de danske haver og er grundet sin kompakte vækstform og mange blomster ideel at benytte som stenbedsplante.
Lavendel er en hårdfør plante, der med sine duftende mørkeblå blomster i korte oprette akser er ekstremt insektvenlig. Bier og sommerfugle tiltrækkes af lavendel, og de får haven til at summe af liv. Derudover kan blomsterne fra lavendel afskæres og tørres for senere at blive anvendt som krydderurter.
Lavendel trives bedst i let havejord jord med en solrig placering. Med disse vækstbetingelser bliver lavendel 40 cm høj.
Den er meget hurtigtvoksende og derfor er det nødvendigt med regelmæssig beskæring af lavendel for at bibeholde den kompakte vækstform.
4 stedsegrønne stenbedsplanter
1: Smalbladet timian (Thymus Praecox)
Smalbladet timian er en delvist stedsegrøn staude, som er ekstremt rig på blomster. Den har en tæppedannende lav vækst, hvilket gør den ideel som stenbedsplante.
Smalbladet timian får små lilla læbeblomster, der står smukt i flor i sommermånederne. Blomsterne indeholder store mængder nektar, som gør den attraktiv for bier og andre nyttige insekter. Derudover indeholder blomsterne velduftende aromastoffer, der bliver kraftigere, jo mere sol planten får.
Smalbladet timian trives i alm. havejord med en placering i fuld sol. Det er en hårdfør plante, der tåler periodisk tørke. Om vinteren bevarer dens grønne blade farven og får en behagelig sød duft.
2: Kattefod (Antennaria Dioica)
Kattefod er en skøn stedsegrøn plante, der får fine rosa blomster over sit lysegrønne løv. Den har fået sit navn på grund af sine blomster, der har form som kattepoter.
Kattefod står i flor i maj og juni, hvor de karakteristiske rosa blomster toner smukt frem for enden af dens lysegrønne blade.
Kattefod er en bunddækkende, hårdfør staude med en lav og langsom vækst. Det gør den ideel at benytte som stenbedsplante. For at opnå den bedste bunddækkende effekt, bør der udplantes 16 planter pr. kvadratmeter.
Den trives bedst i alm. havejord med en solrig placering. Med de rette vækstbetingelser bliver kattefod 10-15 cm i højden.
3: Bjergstenurt (Sedum Reflexum)
Bjergstenurt er en skøn bunddækkende staude med et karakterfuldt gulligt og grønt løv, der sidst på sæsonen bliver flammende orange.
Bjergstenurten har nåleformede stedsegrønne blade samt en tæt og krybende vækst. Det gør den ideel at benytte til bunddække. Den står i flor i juni og juli, hvor den får små fine gule blomster.
Bjergstenurt er fuldt hårdfør og tolerant over for periodisk tørke. Den er velegnet til at udplante i stenbede og krukker.
Bjergstenurt trives bedst i alm. havejord med en placering i fuld sol. Med disse vækstbetingelser bliver den 20 cm i højden.
4: Husløg (Sempervivum)
Husløg er en smuk stedsegrøn sukkulent og en yndet stenbedsplante hos haveejere pga. sine store karakteristiske rosetter i grønne og rødlige nuancer.
Husløg har en lav vækst og danner rossetter med udløbere. Rossetterne står i flor med rødlige blomster i juni og juli. Efter blomstring dør rossetterne, men nye sideskud gør, at planten overlever.
Husløg er fuldt hårdfør, og hårdførheden i kombination med den lave vækst gør den ideel som bunddækkende plante eller stenbedsplante.
Husløg trives i alm. havejord med en placering i fuld sol. Med disse vækstbetingelser bliver den 5 cm. i højden, mens blomsterne kan blive op mod 15 cm. i højden.
3 stenbedsplanter til sol
1: Blåpude (Aubrieta)
Blåpude er en yndet staude blandt haveentusiaster, og det er med god grund. Den har nemlig flotte, små lysegrønne blade og får fine, lilla blomster med en gul midte, som står i flor i april og maj.
Blåpuden indeholder store mængder nektar, hvilket gør den til en insektvenlig staude, der tiltrækker bier og sommerfugle.
Blåpude er fuldt hårdfør og trives bedst i fuld sol. Den bør udplantes i alm. havejord med 8 planter pr. kvadratmeter. Med disse vækstbetingelser opfyldt bliver blåpude 15 cm bred og 30 cm høj.
2: Snepude (Iberis Sempervirens)
Snepude er en yndig staude, der er blåpudens trofaste følgesvend i stenbede, da de to stauder komplementerer hinanden godt.
Snepuden står flot frem med sine små grønne blade året rundt. Den får hvide blomster med en let og fin duft, der står i flor i foråret. De mange blomster tiltrækker diverse insekter og bier. I blomstringsperioden dækker de hvide blomsterhoveder næsten alt det grønne løv på snepuden.
Snepuden bør udplantes i alm. havejord med en solrig placering. Der bør udplantes 8 planter pr. kvadratmeter. Med disse vækstbetingelser bliver den 20 cm. høj
3: Høstfloks (Phlox Paniculata)
Høstfloks er højt elsket af mange haveejere og hyppigt brugt som stenbedsplante. Den er sommerfuglevenlig og får store velduftende blomster.
Høstfloks har en opret vækst og er middelvoksende. Den har mørkegrønne ovale blade og får hvide/rosa blomster, der står i flor fra juli til september. De rosa blomster er meget velduftende og indeholder store mængder nektar, der tiltrækker sommerfugle og insekter.
Høstfloks er fuldt hårdfør og trives i næringsrig jord med en solrig placering. Med disse vækstbetingelser bliver høstfloks 80 cm høj.
Har du brug for hjælp til etablering af stenbed og valg af stenbedsplanter?
Så tag endelig kontakt. Vi står klar til at hjælpe med at finde den rette løsning for dig, så du kan realisere din havedrøm og etablere et stenbed med smukke planter, der kan pryde din have året rundt.