Beskæring af lavendel – anlægsgartnerens nemme guide
Indholdsfortegnelse
Af Niels Kristian Legind
Ejer og direktør
Lavendlen er en farverig, smuk og velduftende plante til din have.
Derudover har en lavendel en række forskellige funktioner. Den er bl.a. god til at tiltrække bier og sommerfugle, den kan holde møl væk fra dit tøj, og den kan holde bladlus væk fra dine roser. Lavendel kan endda bruges i madlavningen og som tørret pynt til dit hjem.
Lavendel findes i massevis af danske haver – og holdes selvfølgelig bedst, hvis du sørger for god og nænsom beskæring!
Hvornår skal du beskære din lavendel?
Foråret er det bedste tidspunkt at beskære din lavendel – helst i april. Før du beskærer, skal du være sikker på, at vintersæsonens stærke nattefrost er ovre.
Det er vigtigt, at du ikke beskærer din lavendel om efteråret. Lavendlen vil nemlig være inaktiv hen over vinterperioden, og derfor skal du vente med beskæring til foråret. Lavendlens blomsterdække vil over vinteren beskytte planten og derved mindske risikoen for, at den dør.
Beskyt gerne din lavendel med omkransende grangrene i vinterhalvåret for at undgå, at planten dør af frost.
Beskæring i april fremmer blomstringen og optimerer lavendlens sundhed, uanset om den er i et bed eller i en potte.
Hvordan beskærer du din lavendel?
En lavendel er en halvbusk, og derfor er det vigtigt at beskære den, så den kan vedligeholde dens form og sundhed.
Om foråret skal du beskære din lavendelbusk helt ned til 15 centimeters højde. Husk også at fjerne visne blomster efter vinteren. På den måde bevarer du nemlig lavendlens form og blomstring helt til efteråret, når den bliver inaktiv.
Beskær ikke selve grenen helt nede ved jorden, da denne ikke kan vokse tilbage. Du risikerer på den vis at ødelægge fremtidig blomstring af din lavendel.
Der skal derfor altid være lidt grønt tilbage på den stamme, du beskærer.
Pasning og plantning af lavendel i potter og i bed
Hvis du planter en lavendel i et bed, er det vigtigt, at der er mellem 25 og 50 centimeter imellem hver lavendel. Sørg for at grave et dybt hul, så rødderne ikke bliver mast.
Lavendlen vokser fint i både grus og almindelig jord, så længe det ikke er for tungt og vådt. Vand gerne ofte de første tre måneder, indtil planten har fået etableret sig ordentligt. Derefter kan du nøjes med at vande den sjældent, og du kan nyde din lavendel i fuldt udspring.
Lavendlen vokser og trives godt i krukker og potter. Det er bare vigtigt, at potten har et godt drænhul, og at du eksempelvis lægger lecakugler i bunden for et bedre dræn af vandet.
Lavendlen elsker sollys og et relativt tørt miljø. Den trives bedst i fuld sol, uanset hvilken sort du har.
Forskellige typer lavendler
Der er forskel på lavendler, alt efter hvilken sort det er, og derfor er det vigtigt at vide, i hvilken periode de hver især blomstrer. Hver lavendelsort giver også forskellige farver. Uanset hvilken lavendelsort der er tale om, så er afstanden mellem hver plante vigtig for dens overlevelse.
Lavandula angustifolia, også kaldet ”Ægte lavendel”, er den mest udbredte i Danmark, og er den mest vinterhårdføre sort. Den blomstrer fra juni til august, og giver blå, lilla, hvide og lyserøde farver. Højden på denne populære lavendel er mellem 60 og 90 centimeter.
Lavandula dentata, eller ”Tandet lavendel”, blomstrer fra tidlig sommer helt til efteråret. Den har en lyslilla farve og vokser op til 90 centimeter.
Bredbladet lavendel, eller Lavandula latifolia, blomstrer fra midt sommer til efterår. Den giver mørke-violette og hvide blomster. Denne lavendel vokser til ca. 60 centimeter.
Sommerfuglelavendlen, eller Lavandula Stoechas, er også en meget populær sort. Den adskiller sig fra de andre sorter, da selve kronbladet er langt, og blomsterne ligner sommerfugle øverst på kronen – deraf navnet Sommerfuglelavendel.
Blomsternes farve er mørklilla, og den vokser mellem 40 og 60 centimeter i højden. Denne sort lavendel er den mindst vinterhårdføre. Det er derfor en god ide at tage den indenfor i vinterperioden, indtil den hårde frost er væk. Hvis den står i et bed, er det en god ide at dække den godt til.