Sådan laver du en flot blomstereng i haven

Vi ser flere og flere blomsterenge i haver rundt omkring i landet, og vi anlægger da også flere og flere af dem. Og det glæder os! For langt de fleste haver bliver simpelthen flottere med en blomstereng til at pryde den.

Uanset om dit mål er øget biodiversitet i haven, eller du bare vil have flere vilde blomster i haven, så er en blomstereng en fremragende løsning – og i dette indlæg får du vores bedste tips til at komme helt i mål med den.

Hvad er en blomstereng?

En blomstereng er ret simpelt et stykke jord dækket af en række forskellige blomster. En blomstereng i haven er derfor et stykke jord i din have, du har udvalgt, der skal dækkes af blomster.

En blomstereng kan både være enårig eller flerårig. I dette indlæg vil vi fokusere på flerårige blomsterenge i haven.

Hvordan laver man en blomstereng?

Det er svært at etablere en blomstereng – det er ikke bare noget, man lige gør. Vi vil dog forsøge at give vores bedste tips i dette indlæg:

  • Så blomsterfrøene på de steder, hvor græsset er slidt og knap så næringsrigt. Det kunne f.eks. være under et stort havebassin, der har stået i lang tid. Alternativt kan du skrælle græstørvene af et sundt område, så du får fjernet både græs og ukrudt og en del af den næringsrige jord.
  • Vær generelt grundig med forbehandlingen. Det er vigtigt, at jorden er løsnet og så fri som muligt for det flerårige ukrudt
  • Fjern løbende uønskede arter som tidsler og kvikgræs


Husk at være tålmodig! En flerårig blomstereng skal have god tid til at etablere sig.

Hvornår skal man så sin blomstereng?

Tidspunktet for at så afhænger helt af den frøblanding, du har valgt. Derfor kan det være alt mellem april og september.

Typisk vil der stå en vejledning på din blomsterfrøpakke. Det bedste resultat vil dog generelt være at så om sensommeren – det er også her, at de fleste blomster naturligt smider frø.

Derfor kan du med fordel gå efter en frøblanding, der egner sig til sensommeren, som så enten vil spire med det samme eller til næste forår.

Fordele ved en flerårig blomstereng

En flerårig blomstereng er generelt at foretrække, hvis man tænker biodiversitet ind i ligningen. De insekter, du tiltrækker til en etårig blomstereng, vil dø igen næste år, når du starter forfra.

Hvorimod du med en flerårig blomstereng tænker langsigtet og skaber et stærkt miljø for forskelligartethed. Kontinuitet er nemlig utroligt vigtigt for dyrelivets trivsel.

En flerårig blomstereng vil også have en flot og dynamisk udvikling, som sætter et særligt præg på haven.

En vild blomstereng i haven

En blomstereng kan plejes på mange måder, og generelt vil det være op til dig, hvor ”vildt” et look du foretrækker.

Typisk er det sådan, at desto mindre du plejer din blomstereng, jo vildere bliver den. Vi vil dog aldrig anbefale bare at lade helt stå til, ligesom vi generelt er tilhængere af et vist niveau af pleje – det giver bare det flotteste og bedste resultat.

Vi har tidligere skrevet om en vild have, hvor du får flere af vores tanker om det område.

Blomstereng og skygge – sådan fungerer det

Hvis du f.eks. vil plante din blomstereng bag en bygning eller nær en skov, og den primært skal stå i skygge, skal du være opmærksom på den frøblanding, du vælger.

Du kan sagtens lykkes med at plante en flot blomstereng i skygge, så længe du vælger den rigtige frøblanding. Hvis det ikke står på pakken, om blandingen egner sig til skygge, vil vi anbefale dig at få rådgivning af en fagperson – f.eks. butiksmedhjælperen eller en anlægsgartner. 

Gode bud til blomster til blomstereng i skygge:

  • Vild jordbær
  • Bredbladet klokke
  • Skabiosa
  • Løvefod
  • Fladkravet kodriver
  • Krybende læbeløs


Husk, at du altid er velkommen til at kontakte os, hvis du har brug for hjælp til at anlægge din helt egen blomstereng.