11 flotte hurtigtvoksende buske til haven
Af Niels Kristian Legind
Ejer og direktør
Hurtigtvoksende buske er perfekte at udplante i haven til foråret, da de dermed står klar til at pryde haven til sommeren.
For mange haveejere er skiftet til sommertid derfor den oplagte anledning til at tænke nyt. Træer, buske og planter toner så småt flot frem i grønne nuancer, og blomsterne i haven begynder at stå i flor.
Der findes et utal af flotte buske til haven, men hvis du som haveejer ønsker, at dine buske allerede skal pryde haven hen over sommeren, er den ideelle løsning at plante hurtigtvoksende buske.
I dette indlæg får du derfor vores bud på 11 flotte hurtigtvoksende buske, herunder 2 gode buske til afskærmning.
5 hurtigtvoksende buske med blomster
1: Kaprifolie (Lonicera)
Kaprifolie er en kraftigt- og hurtigtvoksende busk, der er velegnet til haven.
Med sin slyngende vækst, elliptiske blade og rødlige blomster er kaprifolie en dekorativ busk. Den er også gavnlig for sommerfugle, da buskens blomster indeholder store mængder nektar, når de står i flor fra juni til september.
Kaprifolie trives bedst i fugtig og næringsrig jord og bør udplantes i sol til halvskygge. Den er fuldt hårdfør og passer til det danske klima. Under de rette vækstbetingelser bliver kaprifolie 120 cm i bredden og 300 cm i højden.
Udforsk mange flere smukke blomstrende buske.
2: Konvalbusk (Clethra Alnifolia)
Konvalbusken er yndet hurtigtvoksende busk med mange gode egenskaber. Busken har aflange stedsegrønne blade, der pryder haven året rundt. Konval er tilmed insektvenlig, fordi dens blomster tiltrækker diverse insekter, sommerfugle og fugle. Blomsterne står i flor i sensommeren.
I løbet af få år kan denne stedsegrønne busk med de rette vækstbetingelser blive op til en meter i højden. Konvalbusken bør udplantes i almindelig neutral havejord. Busken trives bedst med en placering i sol til halvskygge og bliver op til 150 cm i bredden og 250 cm i højden.
3: Hyld (Sambucus)
Hyld er en populær busk, som er særligt kendt for sine velduftende blomster, der ofte bruges til at brygge den kendte hyldeblomstsaft.
Hyld er en hurtigtvoksende busk, der er fuldt hårdfør og tåler kraftig beskæring. Busken er fligbladet, og bladene står frem i rødlige nuancer hos de fleste sorter.
Hyld står i flor i maj måned, hvor rosa og cremehvide blomster pryder busken i store flade skærme. Under forudsætning af bestøvning fra en anden busk bliver blomsterne senere til spiselige sorte bær, som kan gavne fuglelivet og dermed øge havens biodiversitet.
Hyld skal udplantes i almindelig neutral havejord og har de bedste forudsætninger for trivsel med en solrig placering. Med disse vækstbetingelser opfyldt bliver hyld op til 250 cm i højden og i bredden.
4: Syrisk rose (Hibiscus)
Med sin valseformede vækst og de store hvide blomster er hibiscus en ideel hurtigtvoksende busk til haven.
Hibiscus er en middelstor prydbusk med en opret vækst. Busken har mørkegrønt løv, der først springer ud i juni måned. Fra august til oktober står hibiscus’ smukke blomster i flor. Den sene blomstring forlænger havens blomsterflor.
Hibiscus er en hårdfør busk, der tåler beskæring til foråret. Den trives bedst i veldrænet havejord med en solrig placering. Hvis der er muligt, bør hibiscus udplantes vindbeskyttet et sted i haven. Med de optimale vækstbetingelser bliver hibiscus op til 400 cm i højden.
5: Buskpotentil (Potentilla Fruticosa)
Buskpotentil er den perfekte prydbusk til haveejeren, som ønsker en lille hurtigtvoksende busk.
Buskpotentil bliver 80 cm i højden og 90 cm i bredden og er derfor god at udplante solitært eller i grupper. Busken har mørkegrønt løv og smukke gule blomster, som står i flor fra juni til september.
Buskpotentil er fuldt hårdfør og tåler beskæring. Dog anbefales det ikke at beskære den de første to år efter udplantning, da det vil gå ud over dens vækstform. Den trives bedst i almindelig havejord med en solrig placering.
4 hurtigtvoksende høje buske
1: Sommerfuglebusk (Buddleia)
Sommerfuglebusken er en meget velkendt og yndet busk blandt danske haveejere – og det er med god grund.
Når sommerfuglebuskens overhængende blomster står i flor fra juni til september, tiltrækker den et utal af sommerfugle og bier. De velduftende blomster har forskellige smukke farvenuancer, der kommer an på sorten. Blomsterne indeholder store mængder nektar til gavn for havens insekter.
Sommerfuglebusken er fuldt hårdfør, men har de bedste forudsætninger for at vækste, når den er vindbeskyttet. Busken trives i almindelig havejord med en placering i fuld sol. Under disse vækstbetingelser bliver den op til 300 cm i højden og i bredden.
På grund af buskens kraftige vækst bør en årlig beskæring af sommerfuglebusk prioriteres.
2: Vårguld (Forsythia)
Vårguld er en løvfældende busk, der er karakteriseret ved sine gule blomster, som står i flor i april og maj måned. Efter blomstringstiden står vårguld flot med sine lysegrønne blade, der med efterårets komme bliver gyldne og violette. Vårguld pryder dermed haven året rundt.
Vårguld er en hurtigtvoksende busk med en tæt vækst og er derfor velegnet til formklipning.
Busken er fuldt hårdfør og trives i almindelig havejord. Vårguld kan både udplantes i solrige og skyggefulde områder. Under disse vækstbetingelser bliver den op til 300 cm. i højden og i bredden.
3: Kamelæonbusk (Actinidia Kolomikta)
Kamelæonbusken er en meget karakteristisk busk. Busken er kendetegnet ved at skifte bladfarve i løbet af året. De ovale blade på busken er grønne hen over sommermånederne, men får hvide og rosa nuancer mod vinteren. Ved blomstring i juni og juli har busken velduftende cremehvide blomster.
Kamelæonbusken er stedsegrøn og har en hastig og kompakt vækst. Busken trives i neutral havejord med en placering i sol til halvskygge. Med de rette vækstbetingelser kan den blive 4 meter høj i løbet af få år.
4: Ungarsk syren (Syringa Josikaea)
Den ungarske syren er med sine kraftige grønne blade samt yndefulde rosa og hvide blomster en smuk høj busk.
Ungarsk syren blomstrer to gange om året i henholdsvis juni og september. Her står velduftende blomsterklaser i flor. Det er usædvanligt for syren at blomstre flere gange årligt, og derfor er ungarsk syren helt speciel.
Den ungarske syren er hårdfør og har en hastig vækst. Busken trives bedst, når den er udplantet i næringsholdig havejord med en placering i sol til halvskygge. Med disse vækstbetingelser bliver ungarsk syren 4 meter høj i løbet af få år.
De 2 bedste hurtigtvoksende buske til afskærmning
1: Laurbærkirsebær (Prunus Laurocerasus ’Prufon’)
Laurbærkirsebær er en klassisk hurtigtvoksende busk, der tilmed er stedsegrøn. Sorten ’Prufon’ er velegnet til afskærmning pga. sin brede vækst med elliptiske mørkegrønne blade.
Laurbærkirsebær ’Prufon’ står i flor med små hvide blomster i maj. Umiddelbart efter blomstringen fremkommer små kirsebærlignende bær.
Laurbærkirsebær ’Prufon’ er fuldt hårdfør i det danske klima, men kræver gødning for at vækste optimalt. Den trives bedst i almindelig havejord med en placering i sol til halvskygge. Laurbærkirsebær ’Prufon’ bliver op til 300 cm i højden og 300 cm i bredden under disse vækstbetingelser.
2: Bambus (Fargesia Murielae)
Bambus er en af verdens hurtigst voksende buske. Den har tilmed en kompakt og bred vækst. Det gør den ideel som afskærmningsbusk.
Bambus har en yndefuld overhængende vækst med lange æblegrønne blade. Den er fuldt hårdfør over for vind og vejr.
Bambusbusken trives, når den er udplantet i almindelig havejord med en placering i sol til halvskygge. I løbet af få måneder sætter den sin fulde længdevækst. Med optimale vækstbetingelser bliver bambus 300-500 cm i højden og 100 cm i bredden.
Brug for hjælp til at vælge og udplante hurtigtvoksende buske i haven?
Så tag endelig kontakt til os. Vi er altid klar til at hjælpe og rådgive dig, så du kan få realiseret dine havedrømme.