Havebelysning: Anlægsgartnerens store guide til lys i haven

Den rette havebelysning giver stemning og hygge i både de sene sensommertimer og det kolde vinterhalvår, når mørket falder tidligt og dine velplacerede havespots lyser haveelementerne op som et kunstværk.

Statuetter, vandfald og små træer får sig et helt nyt liv – nye nuancer, konturer og dimensioner – i skæret af smart lys i haven.

Og med moderne LED-teknologi skal du hverken frygte elregningen eller støv, kryb og vand, der førhen har været havebelysningens kryptonit.

Her får du anlægsgartnerens bedste tips til at give din have lys og skabe en atmosfærisk have-aura, som får naboen til at spejde misundeligt over hækken.

Havebelysning ved mørk aften - billede taget ved springvand af elegant haveprojekt
Denne havebelysning er lavet for en af vores seje kunder.

Hvor skal du placere dine lys i haven?

Haveindretnings-mæssigt giver det god mening at opdele haven i rum, zoner og niveauer –  og det samme gælder for lys i haven.

Ved at placere havebelysningen over hovedhøjde, i øjenhøjde og på (eller i) jorden skaber du forskellige lyszoner. Det gør haven flerdimensionel og rummelig, og skaber en meget effektfuld stemning.

Det kan du gøre med bl.a. LED-lyskilder (som bedlamper og havespots), solceller og – når det er den tid på året – levende lys og lanterner.

Placeringen af lyskilderne giver dig mulighed for at være kreativ og fremhæve netop de haveelementer, du mener bør få rampelys. Det kan være alt fra bestemte buske, højbed, planter, træer og statuetter til vandspejle, springvand eller en havedam.

Vigtigt tip: du kan skjule små LED-lyskilder i næsten alle pyntegenstande – eller grave dem ned i jorden, bede, fliser og vandelementer.

Solcellelys eller elektrisk lys til havebelysningen?

Du bør fra start overveje, hvor meget og hvor længe lamperne skal lyse. Det kan nemlig hjælpe dig med at vælge mellem solcellelys og elektrisk lys.

Havebelysning med solceller er smart, fordi solcellelys klarer sig selv helt uden strøm, hvis belysningen er placeret et sted, hvor det får sollys i dagtimerne (her lader solcellerne op). Med lyssensorer tænder solcellerne for sig selv i den blå time og brænder oftest i 5-8 timer.

Elektrisk lys har selvfølgelig den fordel, at du kan være sikker på at få lys ud af lamperne, uanset om dagtimerne har været grå eller ej. Er det en exceptionelt mørk dag, ja, så har elektrisk lys også den fordel, at du kan tænde for havelyset i dagtimerne.

Havebelysning med stort hvidt hus i baggrunden
Flot belysning ved terrassen - lavet for kunde

Hyggelig havebelysning på din terrasse - sådan gør du

Der er mange gode grunde til ikke at sidde på sin terrasse, når mørket har lagt sig som en dyne over haven – man kan fx ikke se noget. Og det i sig selv er grund nok til at gå indenfor.

Men sådan behøver det ikke at være.

For hvis der er noget, de sene sensommeraftener på terrassen ved solnedgang har lært os, så er det da netop, at det er dejligt, nærmest terapeutisk, på terrassen. Så lad os blive der lidt længere.

En måde at forlænge livet på terrassen (og samtidig forøge stemningen) er havebelysning.

Lamper i kroge, lanterner og flaksende flammer fra fakler, eller skjulte havespots i bed og rækværk. Måske en LED-kæde fra et overhængende træ?

Der er masser af måder at implementere lys på terrassen på, og dermed et kreativt rum for dig som haveejer at udfolde dig i og skabe noget unikt.

Belysning af træer - gode tips

Når du så sidder på terrassen lidt længere end sædvanligt, i skæret af de LED-oplyste prydhække, og skuer ud på haven – så er det selvfølgeligt vigtigt, at der er noget at kigge på.

Noget der ikke blot fænger dit og dine gæsters blikke midt i en hyggelig samtale, men også giver inspiration til nye samtaleemner.

Det er her, belysning af træer kommer ind i billedet.

Det er ikke kun flot at se på fra terrassen, men også inde fra huset, når træerne tårner sig kunstnerisk i lampernes skær og får sig et helt nyt liv om aftenen.

Hvordan gør du så? Du belyser simpelthen de udvalgte træer med nedgravningsspots eller spydlamper.

Belysning af træer kan gøres på mange måder

3 gode ideer til placering af spots

Er du løbet tør for ideer til, hvordan du beriger din have med lys, eller mangler du et sted at starte – så kommer her 3 gode ideer til placering af spots:

  1. Langs havestien (eventuelt i de fliser, der udgør stien)
  2. I potteplanter
  3. I terrassegulvet

Kontakt os endelig for mere inspiration eller hjælp til installation af lys i haven

Vi står altid klar til en uforpligtende snak om belysning i haven – du kan kontakte os her.