Buksbomhalvmøl – sådan beskytter du din buksbom imod angreb

Problemer med buksbomhalvmøl er utroligt aktuelt for tiden, og mange af vores kunder spørger os til vores bedste tips og tricks til at bekæmpe det.

Dem har vi derfor samlet i dette indlæg – så du forhåbentlig kan komme de bevingede plageånder til livs.

Hvorfor er buksbomhalvmøl så stort et problem?

Chancen er, at du allerede har stiftet bekendtskab med buksbomhalvmøllets larve, siden du læser med her. Og i så fald er du måske ejeren af en afløvet buksbom.

Der findes næppe grådigere larver i haven, for et buksbomhalvmøl-angreb stopper ikke ved bladene. Larven gnaver nemlig videre i bark, grene og stammer, indtil buksbommen afgår ved døden.

Vi håber, at du læser med i tide. I dette indlæg lærer vi dig, hvordan du forsvarer dig imod angreb fra buksbomhalvmøl – og hvad du skal gøre, hvis du allerede er under angreb.

Buksbomhalvmøllet er en invasiv art

Det er i forvejen hårdt at vedligeholde buksbom med de to hyppige svampesygdomme: buksbom grentørre og buksbomkvistdød. 

Men livet som buksbomejer er kun blevet hårdere, efterhånden som buksbomhalvmøl har gjort sit indtog.

Alle veje fører til Rom. For buksbomhalvmøl (Cydalima perspectalis) fører alle veje til den danske have.

Den har bredt sig fra de fugtige, subtropiske områder i Østasien til det meste af Europa – for senere at blive fundet i danske planteskoler i 2013, hovedsageligt på grund af import af planter.

I foråret lærte fynske buksbomejere den rigtigt at kende, da områder omkring Odense var under kraftigt angreb fra den invasive art. Mange måtte aflevere sine hvidstøvede, afdøde buksbom på genbrugspladsen – og tilmed fjerne larver fra hus, hår og hund.

Men hvordan ser buksbomhalvmøl ud, og hvad skal du særligt holde øje med?

Sådan ser buksbomhalvmøl ud

De voksne buksbomhalvmøl har et vingefang på ca. 40 mm. Det gør den til en suveræn natteflyver. Vingerne er lyse og har et svagt lille skær med en bred bronze-brun kant. Selve kroppen er som regel lys, hvorimod hoved, forkrop og spidsen af bagkroppen er brunlig.

Larven er op til 38 mm lang og er primært grøn med hvide og gule striber og med rækker af sorte, hvidkantede prikker. Hovedet er perlesort. Den minder om larven af stor kålsommerfugl.

Du skal være opmærksom på, at larverne straks begynder at fortære og skelettere bladene på din buksbom. De spinder nemlig en masse silkeagtige, hvide tråde mellem grene og blade for at beskytte sig – hvad der ved første øjekast kan tænkes, er en edderkops mesterværk. Her bør du gå på opdagelse efter larven selv eller dens efterladenskaber: store mængder af små gråbrune kugler.

Så er der de ca. 1 mm store og svagt lysegrønne æg, der lægges på bladenes underside. Æggene klækker til små larver i løbet af en uges tid. Ved at holde øje med disse æg kan du langt hen ad vejen helt undgå et angreb fra de grådige larver.

Er du i farezonen for et buksbomhalvmøl-angreb?

Det korte svar er ”ja”, hvis du ejer en buksbom af en hvilken som helst art – endda også vinget benved.

Ikke kun i Odense og København har man set store angreb på buksbom. Også i Tyskland, Holland og Sydengland ser man jævnligt buske og planter, der er helt eller delvist afløvet.

Selv hvis en buksbom er afløvet og indhyllet i hvidt støv og silkeagtige tråde, kan den stadig overleve. Herunder får du vores bedste tips og tricks til at redde din buksbom.

Buksbom og larver – sådan bekæmper du buksbomhalvmøl

Et overraskende tip til bekæmpelse af larverne er håndsprit. Håndsprit dræber simpelthen larverne, hvis de får et sprøjt eller to af det. Vær dog opmærksom på, at det ikke er tilladt af Miljøstyrelsen pga. brandfare.

Vi har også set blåmejser æde larver af buksbomhalvmøl. Ét råd er derfor at opsætte fuglekasser til mejser.

  • Først og fremmest: sørg dog for at undgå buksbomhalvmøl.


Det kan du gøre ved at være undersøge plantens blade for larver og æg ved anskaffelse. For nok kan halvmøllet flyve langt, men den største årsag til spredningen af buksbomhalvmøl er ved handel og transport. Se efter, om planten kommer fra planteskoler sydfra. 

Pynter din buksbom allerede din have med sine stedsegrønne kvaliteter, bør du ligeledes jævnligt tjekke for larver og æg.

Har buksbomhalvmøllet været forbi din have uden at du opdagede det, og har den allerede sat sit spor på din buksbom, skal du være hurtig. Omfanget af angrebet afgør nemlig, hvad du som buksbomejer kan gøre.

De bedste råd til at bekæmpe buksbomhalvmøl er:

  • Fjern i første omgang larverne med fingrene.
  • Spul larverne væk med en hård vandstråle ved kraftigere angreb. Denne metode kan føre til svampesygdomme, og bagefter bør busken(e) derfor kunne tørre hurtigt igen.
  • Et alternativ til vandstrålen er højtryksrenseren, dog med omhu for bladene.
  • Brug håndsprit til at dræbe dem, hvis alt andet ikke virker (dette er dog ikke tilladt af Miljøstyrelsen)
  • Opsæt fuglekasser til mejser.

Bekæmp dem naturligt med høj biodiversitet

Vi er store fortalere for naturhaver og høj biodiversitet i haven, som vi laver meget af for kunder – og dette kan faktisk også være en løsning på problemet. 

Høj biodiversitet eller mere natur i haven fører nemlig til flere bosteder for naturlige fjender/nyttedyr, som dermed tager sig af belastende skadedyr som buksbomhalvmøl. 

 

Dét skal du være særlig opmærksom på

Overvintrende larver.

De er klar til at konsumere blade og stængler af buksbom i det tidlige forår, allerede i april måned.

Det var hovedsageligt overvintrende larver, som tog fynske haveejere på bagbenet i foråret 2022. Også i København rapporterede man om kraftige angreb i samme periode.

Er du stadig i tvivl om, hvad du kan gøre, eller hvad du skal kigge efter på din buksbom, så kontakt os hellere end gerne – vi står altid klar til at hjælpe dig.