Drømmen om naturhaven: Sådan kommer du helt i mål

Går du også med planer om at anlægge naturhave?

I forlængelse af vores indlæg om biodiversitet i haven vil vi gerne uddybe nogle af de idéer, vi præsenterede om øget plante- og dyrebestand i haven.

I indlægget her vil vi derfor bl.a. komme ind på værdien af haveaffald, og hvorfor en varieret have er hele essensen i målet om at opnå en ægte naturhave.

Vi vil komme med vores bud på, hvordan du kan få flere og smukkere blomster – og et vildere og mere bredt udvalg af dyr og insekter i haven.

Men først en helt overordnet definition af naturhaven.

Masser af varians og dynamik - en naturhave er propfyldt med forskellige blomster og planter.

For hvad er en naturhave helt præcist?

En naturhave er en have, hvor ejeren bevidst søger at gøre plads til en lang række forskellige dyr og planter i haven. Man prøver altså at lave et ”kontrolleret” men ”ukontrolleret” værested for naturen.

En stærk naturhave opstår på baggrund af en blanding af menneskelig indgriben, samt at man bare lader haven vokse som den nu naturligt gør. Det giver en langt højere biodiversitet.

Kompliceret? Måske en smule. Men i praksis er det faktisk ikke så svært endda – især ikke hvis man er opmærksom på 4 følgende tips.

1: Skab variation i jorden

Planter trives i forskellig slags jord. Hvis du graver ned i din jord og får noget af det dybereliggende jord op til overfladen, vil du skabe mulighed for vækst af en helt ny slags planter.

Det giver variation, dynamik og ny natur i haven. Dyr har det bedst i den ”rigtige” natur – og dermed er det helt logisk, at en mere naturlig og vild have vil tiltrække flere dyr.

2: Giv dyrene adgang til vand

Dyr har, ligesom mennesker, brug for vand. Hvis disse to elementer ikke findes i din have, vil de ikke trives der. Og hvis de ikke trives der, vil de søge andre steder hen.

Og det behøver skam ikke at være raketvidenskab at sørge for disse to ting. Et eller flere fuglebade kan være en fin og nem løsning til at dække de mest umiddelbare behov for væske.

Men vil man have en rigtig naturhave, der virkelig giver mulighed for at dyrene kan yngle og trives, vil vi anbefale, at man anlægger en havedam eller en decideret sø.

Og når du først har anlagt dammen, er mulighederne nærmest uendelige. Vi har haft stor succes med at bygge små broer over havedamme, at lave flotte blomsterbede rundt om dammen og at supplere dammen med fisk.

3: Sørg for læ og skygge til dyr og planter

Nogle dyr elsker at være i solen – og nogle elsker at slappe af i skyggen, hvor de nemt kan gemme sig. Derfor giver det selvfølgelig sig selv at have begge muligheder til rådighed i din naturhave.

På samme måde er masser af sol godt til nogle planter – mens andre planter helst vil have skygge.

Det er ideelt, hvis skyggen kan komme fra buske og træer i haven, der dermed vil have en dobbelteffekt, fordi dyrene nemt kan skjule sig i disse store beplantninger.

4: Giv plads til råddenskab

Du behøver ikke være alt for hurtig med at komme af med ”affaldet”, når du har beskåret bøgetræet eller klippet ligusterhækken. Der findes nemlig en lang række planter og dyr, der vil elske en lille bunke med grene, kviste og blade.

Små insekter og svampe vil nemlig gå i gang med at nedbryde resterne – og disse nye gæster vil tiltrække flere gæster, der gerne vil spise de nye gæster: Nemlig fugle.

hvis du ønsker flere smådyr – og flere fugle – så giv dem lidt plads til at boltre sig. Lav små grenbunker rundt omkring i haven.

Hvilke planter og blomster trives i naturhaven?

Det smukke ved en naturhave er, at stort set alle slags planter og vilde blomster potentielt vil kunne trives.

Bærbuske (brombær og hindbær), klatreplanter (kaprifolie og klematis) og klassiske danske træer som bøg, eg og birk vil alle stortrives i en naturhave.

Også flotte planter som hortensia, sommerfuglebusk og lavendel har sin plads i naturhaven.

Flotte frugttræer som kirsebærtræet, blommetræet og figentræet har også ideelle vækstbetingelser i en naturhave.

Derudover kan du selvfølgelig forvente at se masser af mos, svampe, mælkebøtter, forglem-mig-ej og andre vildtvoksende planter, som er almindeligt forekommende i den danske natur.

Hvilke dyr kan du forvente at tiltrække med en naturhave?

En naturhave kan se ud på mange måder, og den kan dermed tiltrække en masse forskellige dyr.

Med det samme haven begynder at blomstre mere naturligt og vildt, vil den fungere som en vaskeægte magnet på bier og sommerfugle.

Det gælder både med tilføjelse af frugttræer, men også mælkebøtter og bede med forskellige krydderurter vil have en stor effekt.

Græshopper og biller vil også elske en masse frugtbede og store, åbne områder, hvor de kan trives i solen.

Længere oppe har vi skrevet om havedammen, og hvis du anlægger sådan en, vil frøer, tudser og salamandere også dukke op i din have.

Konklusion

En naturhave fungerer bedst, når man lader den passe sig selv – og så alligevel ikke.

For den mest dynamiske og velfungerende naturhave kræver menneskelig indgriben, så den fungerer optimalt – og trækker den helt rigtige blanding af beplantning og dyr til sig.