Sådan anlægger du dit eget havebassin – step-by-step guide
Af Niels Kristian Legind
Ejer og direktør
At anlægge et havebassin er på mange måder det ideelle haveprojekt – og den perfekte løsning til dig, der vil have mere vand i haven.
Men hvordan kommer du i gang, og hvilket bassin til haven skal du vælge?
I denne guide hjælpes du hele vejen fra det første spadestik – til et færdigbygget havebassin.
Et formstøbt havebassin er en god startmulighed
Med et formstøbt havebassin er du hjulpet godt på vej fra start. De kan købes færdiglavet i stort set alle former og størrelser. Vælg ét, der passer til din have – gerne så dit havebassin kan få skygge det meste af dagen.
Du kan også vælge et havebassin af folie. Fordelen ved et havebassin af folie er, at du kan forme bassinet, så det passer til netop din have.
Det er også vigtigt at tage stilling til, om du vil have fisk i dit havebassin. Det har nemlig betydning for, om du vælger et formstøbt havebassin eller et havebassin af folie, da kun mindre fisk egner sig til et formstøbt havebassin. Dit havebassin skal være mindst én meter dybt, så fiskene har gode forhold om vinteren.
Redskaber til anlæg af havebassin
Undervejs i projektet får du brug for følgende redskaber:
- Spader og skovle (en minigraver kan også være behjælpelig ved anlæg af et stort havebassin)
- Sand eller pinde og reb/tov til markering af havebassin
- Fibertexdug og bassinfolie (kun til anlæg af et havebassin af folie)
- Strandsand eller 04-grus.
Placering af havebassinet – vælg den rette plads i haven
Havebassinet skal selvfølgelig have en god plads i haven. Den finder du med følgende 2 trin:
Trin 1 - tjek jorden
Rent praktisk bør du tjekke jorden for trærødder og kabler. Sørg også for ikke at grave i et område med rør.
Placér dit havebassin et sted, hvor du nyder godt af det, men hvor det også kan få skygge. Et havebassin skal gerne have en 4-5 timers fuld sol hver dag, og skygge resten af døgnets timer. På denne måde mindsker du væksten af alger, da de trives i sollys.
Hvis skyggen kastes af løvfældende træer eller nåletræer, bør du være opmærksom på det ekstra rengøringsarbejde i efteråret.
Trin 2 – marker arealet
Når du har fundet det optimale sted til dit havebassin – og har tjekket jorden for trærødder, kabler og rør – er det tid til at markere bassinets areal og dets eventuelle dybdezoner.
Ved anlæg af et formstøbt havebassin: markér dets omrids og dybdezoner ved at drysse sand ud.
Ved anlæg af et havebassin af folie: brug pinde og tov/reb til at forme dit bassin præcist, som du vil have det. Placér pindene ca. 10 cm fra bassinets udvendige kant. Træk tovet/rebet mellem pindene og sørg for, at det er i vatter, gerne 3 cm over vandniveau.
Markeringen er fremadrettet dit pejlemærke, når du begynder at grave.
Udgravning af havebassin
Når du ved, hvor dit havebassin skal placeres, er du klar til at sætte første spadestik.
Sådan udgraver du et formstøbt havebassin
Grav et hul, der svarer til bassinets forskellige dybdezoner (dem kan du måle direkte på det formstøbte havebassin).
Du kan med fordel grave hullet lidt dybere, så der er plads til et bundlag af sand. På den måde sikrer du, at bassinet har et jævnt og solidt fundament at stå på.
Husk at teste undervejs, om bassinet passer. Det giver bedre mulighed for en eventuel justering.
Når hullet passer, sætter du dit formstøbte havebassin i. Sørg for, at bassinet krydsmåles og står i vater.
Dernæst kan du fylde op med sand i rummet mellem dit havebassin og jorden. Et godt trick er undervejs at hælde lidt vand i det sand, du fylder op med, så det bliver mere kompakt og slutter sig godt omkring bassinet.
Fyld slutteligt dit havebassin op med vand.
Sådan udgraver du et havebassin af folie
En god tommelfingerregel er at give dit havebassin 2-3 plateauer (lidt som de forskellige dybdezoner i det formstøbte havebassin). Formålet med niveauinddelingen er, at vandplanterne trives, eksempelvis sumpplanter, vandplanter og dybvandsplanter.
Plateauerne former du med strandsand. På den måde sikrer du også en bedre fastlæggelse af bassinfolien og blødere overgange mellem plateauerne.
Når hullet er gravet, skal fibertexdugen lægges. Den fungerer som et skjold mod skarpe genstande og rodskud, og beskytter den skrøbelige bassinfolie.
Bassinfolien lægges dernæst over hullet og skubbes godt ud til kanterne. Bassinfolien trækkes nu udover kanten, og må ikke skæres af, før havebassinet er fyldt helt op med vand.
Fyld dit havebassin langsomt op med vand og hav for øje, at bassinfolien klæber sig til siderne på plateauerne.
Sørg for at have et lille vandløb i den højde, du ønsker vandoverfladen – så har du altid kontrol over vandniveauet.
Dekorér dit havebassin
Til sidst handler det om at skabe en yndig og stemningsfuld overgang fra vand til land.
Én måde at gøre det på er at dekorere damkanten med grus og velegnede damplanter – men husk, at planterne stiller krav til vækstforholdene.
De forskellige dybdezoner og plateauer i dit havebassin sørger for, at de fleste vandplanter trives.
Ønsker du hjælp til anlæg af havebassin?
Du kan altid kontakte os: Vi hjælper dig hellere end gerne i mål med dit havebassin, din havedam eller dit nye vandfald i haven – uanset hvad du ønsker.