Sådan tæmmer du din taks: Klipning og beskæring af taks

Taks er en stedsegrøn plante, som tager sig flot ud i haven året rundt.

I den første halvdel af året danner taksen baggrund for sommerens farverige blomster. Og i den sidste halvdel bringer taksen liv og kolorit til den vinterbrune, afblomstrede have.

Taks er en relativt langsomt voksende plante, men den er ventetiden værd. Den står tæt og er lægivende, fordi den har nedløbende, bløde nåle, som gør hækken kompakt.

Beskæring af taks

Hvis du synes, din taks er blevet for voldsom eller uformelig, kan du justere den med en grensaks eller en beskæringssav.

Taks tåler nemlig kraftig beskæring. Det betyder, at den egner den sig godt som både hækplante og formklippet skulptur.

Taks er i stand til at slå nye skud, selvom den bliver skåret hårdt tilbage. Derfor kan du beskære helt ind til, hvor der ikke længere er synlige, grønne nåle. En egenskab thujaen ikke deler.

Hvornår skal du beskære din taks?

Det bedste tidspunkt at beskære din taks på er i august.

Selvom taks kan holde til relativt meget, har den dog ikke godt af at få stammen skåret helt ned til jorden. Så har den svært ved at komme sig og skyder ikke op som fx liguster gør.

Hvis din taksbusk er meget stor, kan du i stedet stamme den op frem for at skære den helt ned. Du kan forvandle en stor, uformelig busk til et elegant, lille træ ved at fjerne de nedre sidegrene.

Det kan gøre en verden til forskel, og din taks får et helt nyt udtryk. Taksen får en mere skulpturel fremtoning, og stammens flotte, rødbrune struktur bliver synlig.

En anden bonus er, at der efter opstamning er plads til at plante flere planter under træet: Her er stauder et glimrende valg.

Kunsten at klippe en taks

Med et levende hegn følger også pasningsarbejde. En hæk skal trimmes, så den ikke bliver overproportioneret og uformelig.

For at din takshæk skal opnå en flot, tæt vækst, bør den klippes to gange årligt.

Hvornår skal du klippe din taks?

Årets første klipning bør foregå i april til senest midt i maj. Anden klipning bør foretages i august eller senest september.

Din takshæk skal slå rødder, inden du klipper den første gang. Derfor bør du ikke klippe den det første år. Taksen skal bruge sin energi på at vokse og ikke på at komme sig ovenpå en klipning.

Tjek altid hækken inden du går i gang med klipningen

Klipper du din hæk senere end april måned, kan du risikere at skade ynglefuglene. Du kan komme til at ødelægge fuglereder med æg og lave smuthuller til katte og andre rovdyr, som kan få fat i fugleungerne.

For dyrenes skyld bør du derfor klippe første gang i april og næste gang efter 1. august. Så er fuglenes yngleperiode ovre.

At det er en god ide at tjekke hækken inden klipning gælder også for andre hæktyper.

Tiltræk flere fugle til din have

Fugle er glade for taksens røde bær. Det er dog ikke alle taks, der sætter bær.

En taks er nemlig tvebo. Det betyder, at der både findes han- og hunplanter. Hanplanterne sætter ikke bær, så hvis du ønsker besøg fra en masse fugle i din have, er det hunplanten, du skal have fat i.

Hvis du ellers vil dele med fuglene, kan du også plante blomme og kirsebærtræer i din have. For frugttræer er også gode at lokke fuglene til med.

Har du spørgsmål til, hvordan du bedst klipper/beskærer din taks?

Eller til hvordan du planter din hæk ud? Så står vi klar til at hjælpe dig. Vi har stor erfaring med alle typer stedsegrønne planter og kan helt sikkert også hjælpe dig i mål med dit projekt.